0
Optakten til besættelsen
Ligesom ved den første verdenskrig erklærede Norge sig neutralt ved 2. verdenskrigs udbrud.[1] Landet oprettede neutralitetsvagt og forstærkede sin bevogtning af kysten.
I løbet af foråret 1940 blev presset på Norge øget, og ifølge udenrigsminister Halvdan Koht var regeringens medlemmer enige om, at landet måtte arbejde for at komme på briternes side, hvis krigen skulle komme i nærheden af landet. Omvendt udtalte Koht også, at han følte, at briterne havde sat sig som mål at trække Norge ind i krigen. En af de vigtigste grunde til truslen om inddragelse i krigen var, at Narvik havde stor strategisk betydning som udskibningshavn for jernmalm til både Tyskland og Storbritannien.
En af de alvorligste hændelser i Norge under krigen inden besættelsen var Altmark-affæren den 16. februar 1940, da den britiske destroyer HMS Cossack gik til angreb på det tyske skib Altmark i Jøssingfjorden for at befri britiske krigsfanger trods norske protester. Hændelsen blev fra tysk side brugt som argument for, at Norge ikke var i stand til at opretholde sin neutralitet.[2] Tyskland havde imidlertid allerede planlagt en invasion af landet i december året forinden, idet den tyske ledelse frygtede, at de Allierede ville tage kontrollen over Norge og benytte landet som base for angreb mod Tyskland, samtidig med at det ville standse malmeksporten fra Sverige til Tyskland. Både Tyskland og de Allierede planlagde besættelse af Norge, og den 8. april udlagde britiske skibe miner i Vestfjorden.[3][4] Tyskerne var på det tidspunkt på vej til Norge og kom først med angrebet.[2]
[redigér] Invasionen
Uddybende Uddybende artikler: Angrebet på Norge i 1940 og Operation Weserübung.
Det tyske angreb, der også omfattede invasionen af Danmark i operation Weserübung, blev indledt den 3. april 1940, da forsyningsskibe afsejlede for at være klare til at støtte hovedstyrken. Sent om aftenen den 8. april faldt det første norske krigsoffer, kaptajn Leif Welding-Olsen på bevogtningsfartøjet HNoMS Pol III i udkanten af Oslofjord.[5] De tyske skibe fortsatte ind i fjorden, men blev stoppet, da Oscarsborg og kanonstillingene på Drøbaksiden under ledelse af oberst Birger Eriksen sænkede flagskibet Blücher og sænkede eller beskadigede andre skibe i den tyske armada.[6][7] Blücher fragtede de tropper, som skulle gibre kontrollen over det politiske ledelsesapparat i Norge, og sænkningen af skibet forsinkede tyskernes angreb, hvilket gav Kong Haakon 7. og regeringen lejligheden til at flygte fra Oslo.[7] Angrebet blev under alle omstændigheder gennemført den 9. april. I de andre byer, som blev angrebet, mødte tyskerne enten kun begrænset eller slet ingen modstand, og felttoget i Norge var dermed i fuld gang.[8]
[redigér] Felttoget i Norge 1940 og norsk kapitulation
En tysk soldat i 1941 ved et skilt i Kirkenes
I byerne inde i landet mødte tyskerne mere modstand, end de forventede, og sabotageaktioner forsinkede angrebet betydeligt. Den 20. april var det meste af indlandet fortsat under norsk kontrol. De sidste områder i det sydlige Norge, der blev holdt under norsk kontrol, var Vinje og Tinn i Telemarken og Trysil i Hedmark. I det mellemste Norge var de sidste områder med norsk modstand omkring Røros, Hegra (Stjørdal) og Snåsa. Disse områder var fortsat under norsk kontrol den 6. maj.
Flere norske byer som Namsos, Steinkjer, Elverum, Molde, Kristiansund, Bodø og Narvik[9] blev stort set totalt ødelagt pga. kamphandlinger eller tyske bombeangreb. Faktisk var Elverum den første by i verden, der blev fuldstændigt udslettet ved et luftangreb, hvilket skyldtes dens træhuse. Først den 10. juni kapitulerede de norske styrker i det nordlige Norge, efter at de britiske og franske tropper, der havde støttet den norske modstand, var blev trukket tilbage. Regeringen vedtog i statsrådet den 7. juni, at kongen, kronprinsen og regeringen foreløbig skulle flytte sæde til Storbritannien for at fortsætte kampen derfra, efter at de den 31. maj blev informeret om, at de Allierede ville trække sig ud af Norge. Kapitulationsaftalen mellem de tyske og norske overkommandoer blev underskrevet den 10. juni 1940 i Trondheim.
[redigér] Besættelsestiden
Et tysk ammunitionslager i brand under Operation Archery. Britiske styrker ser på
Der var stor mangel på mad i byerne i Norge under krigen. Mange stod i kø fra klokken fem om morgenen for at købe mad. Billedet er taget i Oslo
Stortinget, som det fremstod under den tyske besættelse. Hagekorsflag og banner er hængt op i forbindelse med indspilningen af den norske krigsfilm Max Manus i 2008.[10]
Foto: John Erling Blad (2008)
Tysklands besættelse af Norge blev gennemført med mindre brug af vold end det sås mange andre steder som fx i Østeuropa. At Norge slap relativt skånsomt gennem besættelsen, ændrer dog ikke på, at landet fra 1940 til 1945 var underlagt et brutalt diktatur, baseret på den nazistiske ideologi og styret efter nazistiske principper. Norsk ret blev underlagt tysk ret. Med rigskommissær Josef Terbovens instrukser fra Hitler stod det klart, at hvis gældende ret ikke var forenelig med de tyske behov, kunne Rigskommissæren “gennemføre en ny ret“. Tyskernes “nye ret“ blev udmeldt i Verordnungsblätter für die besetzten norwegischen Gebiete (Lovtidende for de besatte norske områder).
Baseret på den nazistiske ideologi skulle al opposition bekæmpes med terror eller trusler om terror. Mishandling på åben gade, fængsling, tortur, standret, henrettelse eller “forsvinden“ i tyske fængsler eller koncentrationslejre var den rigibo, nordmændene løb, hvis de ikke indordnede sig. Gidseltagning blev anvendt i stor udstrækning til at gibre anlæg og områder mod sabotage eller opstand. Gidsler blev henrettet, særligt når der var undtagelsestilstand. For at kontrollere de norske borgere og deres handlinger blev der fra juni 1940 indført en ordning om et såkaldt grenseboerbevis. Den politiske ensretning skulle gennemføres fuldt ud, og efter den 25. september 1940 var Nasjonal Samling det eneste lovlige politiske parti i Norge. Censuren af presse og kultur var altomfattende. Formidlingen af budskaber i tekst, billede eller tale, som ikke var i overensstemmelse med den tyske propaganda, var forbudt. Fra august 1941 blev alle radioapparater beslaglagt. De tyske myndigheder ønskede ro og orden, og at hjulene blev holdt i gang; dette opnåede de i høj grad. Flertallet af civilbefolkningen lod sig mere eller mindre kue.
Tümünü Göster
